Du lærer at emballere farligt gods, afmærke emballager og containere med faresedler og udfylde transportdokumenterne samt foretage sammenpakning, håndtering, sammenlæsning og stuvning af farligt gods i henhold til reglerne i den valgte transportform. Du lærer at definere stoffernes vigtigste faretyper og egenskaber, der danner baggrund for deres inddeling i fareklasser. Du lærer også om de særlige risici i forbindelse med transport af eksplosive stoffer og genstande. Du lærer i tilfælde af uheld eller ulykke at udføre elementær førstehjælp til tilskadekomne, som har været udsat for forgiftninger, ætsninger og forbrændinger. Endelig lærer du at udføre arbejdet sikkerheds- og miljømæssigt forsvarligt i henhold til angivelserne i leverandørbrugsanvisninger for stoffer og materialer samt sikkerhedskort.