Hvad er AMU?
AMU står for arbejdsmarkedsuddannelser. AMU er efteruddannelse målrettet ufaglærte og faglærte personer, der har behov for uddannelse for at vedligeholde og/eller videreudvikle deres erhvervsrettede kompetencer. Alle - også personer med videregående uddannelse - kan deltage.
AMU består af kurser, som kan tages på typisk erhvervsskoler i hele landet. Et AMU-kursus kan vare fra en halv dag til flere uger.
AMU-kurser kan tages enkeltvis eller sættes sammen efter behov, hvis du som borger eller virksomhed har brug for at sammensætte flere kurser.
Nogle AMU-kurser giver merit til erhvervsuddannelser. Det betyder, at der kan være mulighed for at få forkortet en erhvervsuddannelse, hvis man har taget bestemte AMU-kurser. Det samme kan der være mulighed for, hvis man vil videreuddanne sig og tage et akademimodul, som led i en akademiuddannelse (videregående efteruddannelse).
Nogle AMU-kurser giver certifikat. Det betyder, at man lever op til et bestemt lovkrav om uddannelse. Fx kan man få certifikat til at køre truck eller at svejse, hvis man har gennemført det relevante AMU-kursus.