Vi er afhængige af vores undergrund. For at vores drikkevand ikke bliver forurenet ved boringer, er det er krav fra Miljøstyrelsen, at brøndborere har den nødvendige godkendte uddannelse i form af AMU-kurser.
På brøndboreruddannelsen vil der blandt andet blive undervist i boreteknik, hvordan man udtager og beskriver boreprøver samt miljø- og geoteknik.
Herudover er der et kursus i vedligeholdelse af materiel og udstyr (B-bevis) samt ledelse af boreopgaver, der giver A-bevis.
For at få udstedt bevis skal deltageren have mindst et års relevant erfaring med borearbejde fra en brøndborervirksomhed eller tilsvarende virksomhed.
Byggeriets Uddannelser udsteder A- og B-beviser på baggrund af aflæggelse af prøver på de AMU-kurser, der indgår i forløbet.
Tilskud til kursus?
Bygge- og Anlægsbranchens Udviklingsfond (BAUF) er målrettet medlemmer af 3F, Blik og Rør, Dansk Metal og Dansk El-forbund, der er ansat på overenskomster med DI Byggeri, Byggefagenes Kooperative Landssammenslutning samt tiltrædelsesoverenskomster.